-
Sidste stavelse faldt bort i en række ord. Et eksempel er ordet "gastir" der betyder gæst. Dette ord ændredes til "gestr"
-
Det skandinaviske sprog, fik et kendeord på - altså en og et (land-et). På det vestgermanske sprog, fik ordene "the" og "das" foran, som medførte at det nordgermanske sprog blev ført længere væk, fra de øvrige germanske sprog
-
Slutningen af vikingetiden (omkring år 1050): der kom det såkaldte "monoftongering", der ændrede dansk og svensk. Det betød at en dobbeltlyd (tvelyd) blev til en enkeltlyd. De gamle tvelyde ei, au og ey, blev til e eller ø/ö på dansk og svensk.
-
I løbet af 1200-tallet begyndte danskerne at udtale nogle lyde anderledes. Man brugte nogle mere runde konsonanter i ordene, og flere vokallyde, blev ændret til "e", mens aa blev ændret til å
-
Danmark, Norge og Sverige blev forenet i Kalmarunionen, så de 3 lande havde fælles rige, men Kalmarunionen fik ikke større betydning for sproget, og der blev ikke gjort forsøg på at gøre dansk til et fælles sprog
-
I 1500-tallet kom bogstavet å ind i det svenske sprog
-
Sverige trådte ud af Kalmarunionen, som førte til en svensk udvikling af sproget, og norsk blev udsat for en dansk påvirkning. Hvis Kalmarunionen ikke var blevet opløst, ville sprogene i de skandinaviske lande, have haft samme skriftsprog
-
Den første fuldstændige bibeloversættelse var i 1541, og den indeholdte nogle ikke-danske træk, men derimod nogle nedertyske træk. Bl.a. blev kk erstattet med ck, som man også ser det i det svenske sprog.
-
Midt i 1700-tallet begyndte danske sprogfolk at kritisere fremmedordene, som vi har fra fransk, græsk og latin, og derfor fik vi de såkaldte afløsningsord for nogle af fremmedordene
-
I 1800-tallet begyndte man at forsvenske de franske låneord
-
Her fandt det første retskrivningsmøde sted i Stockholm, hvor man vedtog at arbejde for at de skandinaviske sprog, fik et mere ensartet præg. Det kunne bl.a. gøres ved at indføre bolle-å i både dansk og norsk
-
Det var i dette år, at Sverige fik et helt standardiseret skriftsprog
-
-