-
- Euripides: skrev Medea, afviklede koret til én funktion
- Sofokles: skrev Ødipus og Antigone, tre karakterer
- Aischylos: udvikling af dialog og politisk teater, en af de første store dramatikere
- Aristofanes: en af de første forfattere, skrev politisk og ideologisk, skrev Acharnerne
- Aristoteles: faderen til Poetikken, den første til at systematisere teater
-
Deus ex machina - guden i maskinen, let løsning til store problemer tit i form af gudelig indblanding
Katharsis - forløsning for publikum (tragedie)
Mimesis - efterligning/spejling af virkeligheden
Hypokritès - kun mænd optræder
Skene - scene
Theatron - teatret
Dionysierne - dionysosfesterne -
Tragedie:
Høj-status karakter, der falder til lav status (hybris-nemesis). Kvinder inddrog problemerne på scenen. Filosofisk og moralsk opdragende. Komedie:
Gjorde grin med politiske figurer og autoriteter (parodi). Vender virkeligheden på hovedet og forstørrer virkemidler. Fallos-fest. Gudernes indblading og påkaldelse er til stede i begge genrer - ceremonielt. Brug af masker. -
Kirkespillet, hvor præsterne var skuespillerne og alterrummet scenen. Formålet var at iscenesætte kristne fortællinger til borgerne. Ceremoniel service, som inddrager elementer fra gudstjenesten (fx fader vor og nadveren). Kirkelige fester svarer til dionysos-festerne.
Tid, sted og handling er centralt for dramaet. -
Skuespillerne improviserede dialog og scener omkring enkelte, fastlagte scener i en større handling (lazzi). Italiensk maskekomedie med fastlagte arketyper, som spejlede en politisk/social funktion. Gadeteater. Arketyperne var genkendelige på tøj, kropsprog og maske. Sange og danse blev brugt. Intermezzo/i mellem de forskellige akter som pauseunderholdning.
Adelen og monarkiet fik større magt, og blev brugt i tragedier. Borgerskabet blev brugt i komedier. -
Shakespeares tid. Det kongelige, adelige og magtforholdene er centrale. Drager stor inspiration fra Antikken. Går fra horisontalt scenerum til vertikalt, som afspejler verdensbilledet med forestillingen om himlen, jorden og helvede. Ikke-illusorisk teater, da kulisserne ikke var naturalistiske og detaljerede, men at skuespillerne blot måtte sige, at et vindue fx var et vindue, men uden at der i scenografien var et vindue.
-
Teatret afspejler kongen, da kongen og adelen sponsorerer teatret i deres omdannede boldhuse, hvor de tidligere havde spillet badminton. Tilskuerne sidder på hver side af 'banen'. Frankrig fascineres af Antikken og det klassicistiske. Molière skriver under denne periode, og skriver satirisk. Teatret får en politisk funktion, da publikum også kunne blande sig ved at buhe eller lignende af det, som foregik på scenen.
-
Diderot. Snak om skuespilkunsten iscenesættes i teatret. Systematisering og regler istandsættes for at beskytte teaterfolkene. Skuespilkunsten industrialiseres og bliver til et erhverv.
-
Lessing, Goethe, Schiller. Interesse for menneskets fornuft og galskab. Borgerlige dramaer der er skrevet om borgerne til borgerne. Systematisering af teatret og skuespil, og paragraffer og regler/kontrakter istandsættes til at beskytte teaterfolkene.
-
Det rationelle, fornuften og viden køres i centrum. Holberg har Molière som forbillede, og dette afspejles i den danske dramatik, at man inspireres af Frankrig. Der iscenesættes to temaer (overtro vs fornuft og by vs landsby). Opgør med enevælden, og teatret afspejler et verdenssyn, som er demokratiseret og socialt bevidst.
You are not authorized to access this page.