-
Grundloven
Grundloven af 1849 fastslog, at personer, der ikke kunne forsørge sig selv eller familien, kunne modtage offentlig hjælp under visse betingelser. Konkret betød dette, at en modtager af såkaldt
fattighjælp mistede stemmeretten og retten til frit at gifte sig eller flytte rundt i landet. Tankegangen bag dette var, at et menneske, der ikke kunne klare sig selv, ikke kunne betragtes som en fri borger i samfundet. -
Period: to
Ny sociallovgivning
Denne nye sociallovgivning var et led i et borgerligt moralsk oplysningsprojekt. Princippet om hjælp til selvhjælp skulle opdrage navnlig arbejderne til at tage vare på eget liv og ikke 'opgive sig selv', som flere borgerlige politikere udtrykte det.
Det skal dog understreges, at socialpolitik på dette tidspunkt var et
nødtørftigt sikkerhedsnet for de svage i samfundet - langt fra nutidens omfattende velfærdsstat. Staten indtog stadig en tilbagetrukket rolle i samfundet. -
Alderdomsforsørgelse
Lov af 9. April 1891 om alderdomsunderstøttelse til værdigt trængende udenfor fattigvæsenet er blevet fremhævet som
grundstenen i en særlig dansk velfærdsmodel, da centrale principper som skattefinansiering og medborgerskab grundmål af værdig livsførelse. Helt konkret betød det, at enhver dansk borger, der var
fyldt 60 år var berettiget til alderdomsunderstøttelse. -
Sygeforsikring
-
Ulykkesforsikring
-
Arbejdsløshedsforsikring
-
Period: to
Mellemkrigstid
Det var kendetegnende for især 1890'ernes alderdomsforsørgelse, at ydelser blev tildelt og udmålt ud fra et skøn over værdig trang. Dette skete rundt om i landets kommuner og sogneråd, der således havde stor frihed til at bestemme ansøgerens værdighed og størrelsen af det beløb, som ansøgeren havde behov for.
l mellemkrigstiden skete der en udvikling i retning af, at flere og flere ydelser blev givet som en social rettighed, og at det var fast defineret i lovgivningen, hvor meget man kunne få. -
Aldersrenteloven
Der havde i en årrække vaeret optræk til en reform af alderdomsforsørgelsesloven, og i 1922 vedtog rigsdagen lov om aldersrente, der byggede på princippet om faste takster i udmåling . af ydelsen. Nærmere bestemtes det, at alle danske borgere over 65 år under en bestemt indtægtsgrænse havde et retskrav på at modtage en såkaldt aldersrente, hvor denne benævnelse signalerede brud med den gamle alderdomsunderstøttelses almissepræg -
Socialreformen
Socialreformeni 1933 fortsatte udviklingen af retsprincippet i socialpolitikken.