-
Hans søn Salomon opretter jødernes tempel på Zionbjerget og kalder det tempelbjerget som blev samlingspunkt for jøderne.
-
-
-
-
-
-
Sovjetunionen havde efter den kommunistiske magtovertagelse i 1917 ikke været videre optaget af udviklingen i Mellemøsten, men begyndte nu at udvise stor interesse for deres egen fremtidige magtposition i området. De begyndte derfor at blande sig mere aktivt i konflikten.
-
-
Man ville lave en fredsaftale efter 1. verdenskrig. Versaillestraktaten bestod af 440 punkter, som Tyskland blev pålagt at efterleve. Man tog deres handelsflåe, tyske aktiver i udlandet, kul osv.
-
-
-
Churchill foreslog en fælles lovgivende forsamling som erstatning for det eksisterende rådgivende råd. Arabisk modstand opstod da de krævede annullering af Balfour-deklarationen og indvandringsbevillinger. Araberne mistede chancen for indflydelse gennem en palæstinensisk regering, mens det rådgivende råd bestående af britiske og palæstinensiske medlemmer blev etableret. Samtidig stod zionistbevægelsen under Jabotinsky for en mere radikal tilgang med brug af magt for at opnå jødisk selvstændighed
-
Sir Herbert Samuel foreslog, at araberne skulle have deres egen organisation kaldet "Arab Agency," som ville være ligesom den "Jewish Agency" for jøderne. Han mente, at det ville give araberne samme status som jøderne. Desværre blev tilbuddet afvist, fordi araberne ikke ønskede at blive sidestillet med de fremmede jøder. De ønskede stadig at fastholde deres krav om selvstændig status.
-
-
-
-
-
-
-
Generalstrejken - primære mål var at standse jødisk indvandring og forbyde salg af jord til jøder, den varede et halvt år og fik konsekvenser for konflikten. Den hjalp med at Syrien og Transjordanien og Egypten valgte at hjælpe Palæstina
-
Den Arabiske Højkomité havde ikke til hensigt at være et formelt bindeled til de britiske myndigheder, da de ikke ønskede en tæt kontakt til mandatmagten. Derimod blev nationalrådet samlingssted for især militante arabiske grupper og deres organisering af modstanden mod jødisk indvandring og britisk tilstedeværelse i Palæstina.
-
I årene frem til krigen var palæstinenserne svækkede, hvilket i høj grad skyldtes eftervirkningerne af generalstrejken, der havde tæret hårdt på ressourcerne. Den britiske hvidbog fra 1939 var dog et lyspunkt, da der var tale om en betydelig politisk indrømmelse fra britisk side.
-
Mellemøsten kom på dagsordenen. De to gamle kolonimagter, Storbritannien og Frankrig, var i fuld gang med at afvikle mandatområderne i Mellemøsten, og var samtidig voldsomt trængte i henholdsvis Egypten og Algeriet. Med de tidligere kolonimagters tilbagetog, så de nye supermagter en mulighed for at udfylde det magttomrum, som briterne og franskmændene efterlod sig. Det, der især vakte de nye supermagters interesse, var at opnå strategiske fordele i regionen i forhold til den mellemøstlige olie.
-
Storbritannien var i krigens begyndelse optaget af det tyske offensiv i Europa og på grund af Hitlers stærke position, stod briterne fra sommeren 1940 næsten alene tilbage over for den nazistiske fjende.
-
Det var fremtrædende arabiske nationalister og palæstinensere omkring Jerusalems stormufti Al-Husseini, der stod bag kuppet. Med Storbritanniens mellemkomst genvandt pro-britiske kræfter dog magten i Irak, og Iraks britiske orientering kunne genoptages.
-
Dette lykkedes Storbritannien at erobre Syrien og Libanon, der med støtte fra den franske modstandsbevægelse, videreførte en pro-britisk kurs.
-
1945: Den Arabiske Liga blevet oprettet af syv arabiske lande: Egypten, Syrien, Irak, Transjordanien (Jordan), Libanon, Yemen og Saudi Arabien. Formålet med organisationen var at styrke samarbejdet og sammenholdet mellem de arabiske stater.
-
Transjordanien var et fortsat britisk mandatområde under krigen, og kong Abdallah forblev loyal mod den britiske trone frem til Jordans selvstændighed i 1946.
-
Et flertal i FN valgte i 1947 at støtte zionisternes krav om en selvstændig jødisk stat i Palæstina. Den nærliggende årsag var uden tvivl en beskyttelse af jøder, i kølvandet på nazisternes masseudryddelse af seks millioner jøder i krigen. FN foreslog at dele Palæstina i en jødisk stat og en arabisk-palæstinensisk stat.
-
-
Da briterne trak sig ud i maj 1948, benyttede jøderne straks lejligheden til at udråbe den jødiske stat Israel, mens palæstinenserne stod tilbage uden en statsdannelse.
-
-
Set fra et israelsk perspektiv var udgangen på krigen i januar 1949 umiddelbart en stor succes. Jøderne havde fået deres egen stat i Palæstina. Men konflikten med de arabiske stater var kun lige begyndt, og den vedvarende konflikt med naboerne satte fra første dag den sikkerhedspolitiske dagsorden i Israel
-
Det betød at Israel blev en atom-magt. I slutningen af 1950'erne havde palæstinenserne endnu ikke et reelt palæstinensisk politisk lederskab. Den palæstinensiske befolkning holdt sammen, fordi de enten var fordrevet fra Palæstina eller bosat i den jødiske stat, og de havde derfor en betydelig interesse i at organisere guerilla-grupper og aktioner, der kunne skade jødiske interesser og staten Israel.
-
-
-
1964: I 1964 skete der dog et gennembrud på det politiske plan, idet Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, PLO (Palestine Liberation Organization) blev dannet. PLO blev etableret på initiativ af Nasser. Tanken var, at organisationen skulle repræsentere alle palæstinensere og kæmpe for det erklærede mål at opnå national uafhængighed i Palæstina. I praksis skulle PLO deltage ved de arabiske topmøder i Den Arabiske Liga og være national talerør for palæstinenserne.
-
-
-
-
Egypten og Syrien angriber Israel, hvilket markerer begyndelsen på Yom Kippur-krigen, der overraskede Israel og førte til betydelige territoriale tab.
-
Egypten forfølger fredsforhandlinger med Israel, hvilket fører til Camp David-aftalen i 1978 og en fredstraktat i 1979, et historisk gennembrud i Mellemøstens diplomati.